25 af Tove Ditlevsen digte: Måske de bedste der findes?

Tove Ditlevsen er en dansk digter og forfatter fra 1917. I 2017 blev hun tildelt titlen ”årets klassiker” og har gennem sin karriere berørt mange forskellige emner. Hun døde i 1976 i en alder af kun 59 som følge af selvmord.

Tove Ditlevsens digte og citater fra hendes samlede digtsamling er især blevet meget kendte. Hendes forfatterskab er en blanding af det selvbiografiske og det fiktive, og hun er kendt for at bruge sin egen historie og opvækst som inspiration i en del af hendes værker.

Pigesind var hendes debutdigtsamling, som fortæller hendes egen livshistorie om den ”brændte pige”, som hun beskriver sig selv som. Her kommer Tove Ditlevsen også ind på emner såsom omsorgssvigt og fattigdom, som hun selv voksede op med.

Senere hen, i takt med at hun voksede op, gik hun videre til at have en kvindefigur i sine digte i stedet for et pigebarn. Det menes, at Ditlevsens værker indeholder en form for socialrealisme, da hun skildrer arbejdermiljøets påvirkning på hendes opvækst i sine værker.

24 digte af Tove Ditlevsen

 

1. 

Så tag mit hjerte i dine hænder
men tag det varsomt og tag det blidt
det røde hjerte – nu er det dit.
Det slår så roligt, det slår så dæmpet
for det har elsket og det har lidt
nu er det stille – nu er det dit.

2. 

Afvis aldrig et barn med den undskyldning, at du ikke har tid til at høre på det. Den dag du får tid, er barnet der ikke mere.

3. 

Og hjertet var stille og bange,
og vindende lagde sig blidt,
og hvert lille blad, og hvert lille græs
skælvede ganske lidt.

4. 

I krogen bag porten
i Barndommens gade,
den krog hvor der stinker
af øl og urin,
dér stod vi ved murens
beskidte facade
og elskede hele natten
poetisk og fin.

5. 

Men det sandeste i verden
skal du vide, er hans stemme,
når han hviler ved din side,
når han er dig ganske nær,
hvad hans hede læber hvisker,
skal du gemme, tro – og glemme,
det er livets dybe åndedrag,
er drøm og stjerneskær.

6. 

Når jeg er død, og al verdens lys
går bort i et stjernespor,
skal I lægge mig et sted på en mark
i den brune våde jord.
Ingen kiste skal lukke sit dræbende låg
over det der engang var mig,
jeg vil lytte til fodtrin der kommer og går
på den nære, urolige vej.

7. 

Ulykken er ikke sygdom og død eller voldsom forvandling. Angsten går langt over tankens yderste grænse.

8. 

Hun ser et øjeblik
på mig
og misunder mig
at jeg er nærmere døden.
Hun vil aldrig glemme
mit ansigt.

9. 

Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp.

10. 

Jeg har elsket en mand med et hjerte som dit
derfor ved jeg lidt mere end du
og jeg skælver af angst for den kvindes magt
der ikke er født endnu

11. 

Der brænder et lys i natten,
det bræder alene for mig,
og puster jeg til det, så flammer det op,
og flammer alene for mig.
Men taler du stille, og hvisker du tyst,
er lyset pludseligt mere end lyst
og brænder dybt i mit eget bryst,
alene for dig

12. 

Syng, vilde skud, på livets store stamme, i længsel født, foragtet, ensom, elsket. Velsignet du, der bærer kunstens flamme.

13. 

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark,
vil jeg aldrig nogen sinde glemme.

14. 

Når de kommer med den hvide kiste,
skal du ikke være bange, mor går med dig,
i din lille silkekjorte skal jeg klæde
dig for første gang – og allersidste.

15. 

Din lidelse kan aldrig blive større, end den kan rummes i dit eget bryst

16. 

Jeg har hvilet ved dit hjerte, og nu slår det ikke mere.
Jeg har kysset dine læber, de er kolde nu og hvide,
og de hænder, der har kendt så mange kærtegn, ligger stille,
aldrig mere skal de legende igennem håret glide.

Aldrig mere skal jeg se dig sove sundt og trække vejret,
aldrig mere skal jeg vække dig med pusten i dit øre,
for at se dig halvt i søvne række ud mod vækkeuret,
som du aldrig nogensinde var den første til at høre.

17. 

Sov sødt, min bror, sov vor lille skat,
de døde sjæler vil ikke dømme,
her kan du hvile, her kan du drømme
om al den tid, du har leget hos os,
til du gik bort en decembernat

18. 

Mindet on dig har altid magt at gøre mig dybt forstemt.

19. 

Men sorgen kender intet svar,
og ingen trøst for det, der var
og syntes alt mod det, vi har
og aldrig mer’ skal miste.

20. 

Jeg elsker dig, fordi dit væsen blafrer, imod mig som et tællelys i træk.

21. 

Og I skal slet ikke sørge,
for selv om jeg elskede livet,
var jeg lidt doven og sover godt
her i min sorte kiste.

22. 

Der er to mænd i verden,
der bestandig krydser min vej,
den ene er ham jeg elsker,
den anden elsker mig.
Tove Ditlevsen

23. 

Døden er at miste
den udmarvende lyst
til at smadre ting,
andre holder af.

24. 

Det er næsten lige så umuligt at opfatte den sorg, man volder et andet menneske, som at se sig selv i øjnene uden et spejl.

Tove Ditlevsen har gennem årene både skrevet digte om kærlighed, sorg, venskab, moderskab og familie. Digtene kan inspirere eller bruges til mange forskellige begivenheder. Hendes digte om kærlighed og ægteskab kan bruges til bryllupper og mærkedage, og hendes digte om sorg og venskab kan være behjælpelige til begravelser og ved udarbejdelse af mindetaler.

Fælles for digtene er, at de ofte er med en masse sjæl og ærlighed, eftersom at de tit omhandler emner og begivenheder, hun selv har oplevet eller kan relatere til. Derfor kan digtene også være gode til dig, der selv har oplevet en svær barndom med f.eks. omsorgssvigt eller fattigdom.

Leave a Comment